Hvad tænker hun så ikke om mig?

børn og sundhed sund livsstil

Om at være mor. Om at være på kur. Og om, hvordan disse to ting kan være en problematisk cocktail.

“Puha ja, ris og hvidt brød feder jo, og jeg vejer også alt for meget’, sagde min slanke mor, mens jeg stod og hørte på, 12 år gammel”. Citatet er fra bogen “Madro” af Anne Gaardmand og Morten Elsøe. Og ja, oplevelsen kunne lige så godt have været min datters. Og jeg den famøse mor. Altid på kur. Altid kritisk i forhold til mit udseende. Altid. Altid.

Kan du relatere, så læs med herunder.

“Hvad tænker hun så ikke om mig?” Ordene er vores voksne datters. Og de går rent ind. Derind, hvor det gør allermest ondt. Hos mig - hendes mor. Vi sidder på en café. Taler. Snakken falder på et foredrag, Jørgen og jeg skal holde. Om forældre. Om børn. Og om, hvordan vi som forældre er rollemodeller - også når det gælder sundhed.
 
Vi taler om, hvordan det har været at vokse op i et hjem, hvor jeg - hendes mor - konstant var på kur. Spiste pulver, piller, specialmad. Vejede min mad. Talte kalorier. Havde fokus på vægten. Var utilfreds med min krop. Ville fx aldrig fotograferes. Jeg så jo ikke pæn ud på billeder...
 
Når jeg højlydt ytrede min utilfredshed med, hvordan jeg så ud, og proklamerede endnu en kur - hvad tror du så, der skete? Hvordan tror du, det påvirkede vores datter? Tror du, det gik upåvirket hen? Så nej!

Hun tænkte: “Når hun (mor) siger sådan om sig selv, hvad tænker hun så ikke om mig?” SLAM!

Jeg mærker mig ordene. Ville ønske, det havde været anderledes. Men føler også en accept af, at jeg den gang gjorde det bedste, jeg kunne. Derfor bebrejder jeg heller ikke mig selv. Jeg ved, jeg har været en god mor. Og jeg ved, jeg har begået fejl. Det er ok. Det er en uundgåelig del af det at være mor - af det at være forælder. 

Men hun rammer noget vigtigt, vores datter. Det betyder noget, hvad vi siger. Hvad vi gør. Som forældre. 

Stop med at shame din egen krop. Stop med at tale om vægt. Stop med at bruge træning som straf for noget, du har spist. Bare stop. Allerede i dag.

Og stop med at gå på kur!

Men betyder det så, at du ikke må tabe dig, hvis det er det, du gerne vil? Selvfølgelig ikke. Det handler om måden - og om det, du siger. 

Den konstante italesættelse skal høre op. Punktum. Og kuren - glem den! Drop pulver, piller og specialmad. Drop køkkenvægten og kalorietabellerne. Gå den selvkærlige vej. Arbejd med at normalisere dit forhold til mad. For din - og i hvert fald for dine børns skyld. 

Og har du endnu ikke læst bogen "Madro", så får den en kæmpe anbefaling med herfra. 

Kh. Lotte

 

Hold dig opdateret og få sendt nye indlæg
direkte i din indbakke

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Vi hader spam og vil aldrig sende dig en e-maiil uden grund