Er det her selvkærligt?

I morgen er det nytårsaften. Et nyt år venter forude. Et nyt år med blanke sider, som kun venter på at blive udfyldt. Måske det giver anledning til refleksion. Over året, der gik. Og året, der kommer. Dét gør det i hvert fald for mig.

Tilbage i 2019 traf jeg en beslutning om at lade spørgsmålet, “Er det her selvkærligt?” være mit kompas. Det, jeg pejler efter både, når det gælder mad og træning, men også når det gælder mit arbejdsliv og den måde, jeg tænker om mig selv og det, jeg gør. Og det kommer ikke til at ændre sig her i 2022. Mit nytårsforsæt er stadig det samme - nemlig at tilstræbe selvkærlige valg.

Når det gælder maden, kører det efterhånden uden, jeg behøver ofre det den store energi. På det punkt har jeg i mange år været rigtigt god til at træffe selvkærlige valg. Det har bestemt ikke været lige til, og det har været en lang rejse – men med tiden er jeg blevet god til at lytte til min krop. Jeg spiser alt fra broccoli til flødeskumskager. Med nydelse og uden dårlig samvittighed. Jeg tager lidt mere, hvis jeg er mere sulten, og levner, hvis jeg er mæt.

Træningen, derimod, er en anden sag. Her har jeg ikke øvet mig så meget. Da jeg var barn og ung, var træningen helt naturlig. Det var noget, jeg gjorde af lyst og som en del af et fællesskab. Som voksen har det været sværere for mig at komme ind i en god rytme. Faktisk kommer jeg ofte til at træffe ukærlige valg og være indpiskeren over for mig selv! Jeg stiller for høje krav, som jeg efterlever i en periode – og hader hver dag – for så at lave absolut intet i lange perioder. Præcis som mit forhold til mad før i tiden. ALT ELLER INTET! Dét, ønsker jeg, skal være anderledes. Derfor vil jeg i 2022 fortsætte med at øve mig på at træffe selvkærlige valg også i forhold til træning. Jeg vil spørge mig selv: ”Er det her selvkærligt?” Og ja, det kan en ”slapper” på sofaen sagtens være eller en gåtur eller en mikrotræning hjemme på stuegulvet. Men et krav om træning hver dag, lange løbeture eller tung styrketræning vil for mig ikke være selvkærligt.

Jeg vil også bruge spørgsmålet, når den indre kritiker banker på. For ja, jeg bliver også ind imellem ramt af tanker om ikke at være god nok, ikke pæn nok, ikke dygtig nok - ikke tilstrækkelig. Når den indre kritiker dukker op, er det ofte i en underskudssituation. Og her er det jo ikke selvkritik, men omsorg jeg har brug for. Og det vil jeg give mig selv mere af. Egenomsorg. Være mere selvkærlig.

Et nej til andre kan være en nødvendighed for at sige ja til dig selv.

Og det bringer mig til slut forbi mit arbejdsliv. For det har i dén grad også brug for lidt ekstra selvkærlighed. Alt for længe har jeg nemlig tilsidesat egne ønsker og behov. Jeg har bøjet af - og er gået på kompromis med såvel min faglighed som mig selv som person. Udelukkende, fordi jeg i bund og grund ikke bryder mig om konflikt. Allerhelst vil jeg bare have, at alle er glade, og at tingene kører. Men med selvkærligheden in mente er jeg nødt til at huske på, at et nej til andre, i nogle tilfælde er en nødvendighed for at sige ja til mig selv. Derfor kommer 2022 også til at betyde ændringer i mit arbejdsliv, som er svære, men nødvendige i et selvkærligt perspektiv.

Hvordan har du det selv med selvkærlighed? Måske har du det svært. Det oplever jeg i hvert fald mange klienter og kursister, der har. Selvkærlighed er et stort ord. Der, hvor jeg er i mit liv nu, kan jeg godt begynde at tage det ind. Jeg er klar til selvkærlighed. Men er du ikke der, så brug udtrykket at være selv-venlig. For det kan du godt. Være venlig over for dig selv.

Så hvilket spørgsmål vil du tage med dig ind i 2022? Hvilket spørgsmål skal du stille dig selv, så dit 2022 kan blive mere selv-venligt – eller selvkærligt – om du vil? Og det behøver ikke være et spørgsmål, men kan også være en sætning – et mantra, du bærer med dig. Noget, som støtter lige præcis dig - som kan være dit kompas til skridt for skridt at lede dig til et mere værdibaseret liv.

Kh.

Lotte