Madro er for mig det vigtigste

Jeg gider ikke veje over 100 kilo, men jeg gider heller ikke stræbe efter en eller anden idealvægt. Begge dele er jeg færdig med. Jeg vil have madro. 

Da jeg vejede på den anden side af 100 kilo, tænkte jeg på mad 24-7. Jeg havde konstant dårlig samvittighed og dunkede mig selv oven i hovedet. Hver dag var et nyt forsøg på at tage sig sammen.

Da jeg vejede 58 kilo, tænkte jeg også på mad 24-7. På hvad jeg måtte spise, og hvad jeg absolut ikke måtte spise. Jeg brugte alle mine kræfter på at blive på “dydens smalle sti”.

Tænk, hvor mange ressourcer, jeg har brugt på at tænke på mad. Ligegyldigt om jeg vejede 100 eller 58. Siden jeg var teenager og langt op i mit voksenliv.

Hvor er det dog spild. Spild af tid. Spild at tanker. Og spild af liv.

Og jeg er færdig med det! 

Jeg vil ikke veje 100 kilo. For så gør min krop ondt, den føles tung og besværet, og jeg er drænet for energi. Men jeg vil heller ikke veje 58. For så er jeg begrænset. Jeg bekymrer mig om kalorier, jeg træner, selvom jeg ikke har lyst, og det er besværligt, når jeg skal i byen.

Jeg vil leve mit liv. Gå i byen med gode venner. Spise is og drikke vin. Men også broccoli og kildevand. Jeg vil bevæge mig, fordi det giver min krop energi og gør mig glad. Ikke fordi jeg vil opnå en bestemt vægt.

Der er en mellemvej. Det ved jeg nu. Og ja, den vej kan du også gå.

Kh
Lotte